Sparekassen Danmark Fonden Jerslev slår på tromme for de lokale musikoplevelser.
Derfor har fonden støttet Brønderslev Harmoniorkester med en donation på 10.000 kroner.
Pengene skal orkesteret bruge til en ny piccolo fløjte og til nye bæretasker til baryton/euphonium-spillerne.
Instrumenterne er tunge, og musikerne lidt oppe i årene, så de ønsker sig tasker, der kan bæres som rygsække.
Brønderslev Harmoniorkester opstod på Pedershaab Maskinfabrik i 1948 og har i dag ca. 35 aktive medlemmer. De spiller omkring 15 koncerter om året, blandt andet på områdets plejehjem. De spiller både klassisk og rytmisk musik, danske melodier og evergreens.
Helle Rømer Skole, der er formand for fonden, overrakte donationen til to repræsentanter fra orkesteret, der lovede, at de næste gang tager hele orkesteret med.

